Særligt Tilrettelagt Uddannelse - STU
 
            
CSV Odense-Vestfyn-Brangstrup tilbyder den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) til unge med særlige behov, der ikke har mulighed for at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Vi har mange års erfaring med undervisning af unge mellem 16 og 25 år med vidt forskellige behov.
 
Vores undervisning er tilrettelagt på baggrund af loven om Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov fra 2007. Målet for uddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt — og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.
 
Vi skræddersyr en uddannelse til hver enkelt elev med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov. Og som landets største STU-tilbud har vi en stor specialviden om undervisning af elever med vidt forskellige vanskeligheder og handicaps. Derfor er det muligt at arbejde med elevernes almendannelse og samtidig tilgodese deres behov for at afklare fremtidige ønsker i forhold til både beskæftigelse, fritid og bosituation.
 
Vi er delt  op i en række afdelinger med funktionsopdelte klasser, der er placeret to steder i Odense, i Brangstrup ved Ringe og i Assens på Vestfyn. Vores tilbud spænder fra undervisning af udviklingshæmmede til unge med infantil autisme, ADHD, socio-emotionelle vanskeligheder, svære bevægelseshandicaps, erhvervet hjerneskade og psykisk syge.
 
Hos os arbejder eleverne med at erkende deres vanskeligheder, vælge deres mål og handle i forhold til deres ønsker. Vores mangeårige erfaring kombineret med målet om hele tiden at udvikle og implementere nye metoder sikrer en specialuddannelse af høj kvalitet, hvor mere end 95 procent af eleverne gennemfører hele uddannelsen.
 
Udover den daglige undervisning tilbyder vi ungdomsklub om eftermiddagen i Odense og Assens samt forskellige boformer. Kostskolen Brangstrup og to STU-kollegier, har tilknyttet socialpædagogisk personale til at støtte de unge i dagligdagen og vejlede dem i forhold til senere valg af boform.

På STU får eleverne lov til at opleve det at være ung - ligeværdigt med alle andre unge, der tager en ungdomsuddannelse. Her er det muligt at møde ligesindede, få kammerater og danne netværk, der rækker langt ud over ungdomsuddannelsen og ind i voksenlivet. Vi har en tæt kontakt med mange samarbejdsparter såsom UU-vejledere, sagsbehandlere og praktiksteder, hvilket sikrer en sammenhæng mellem elevens uddannelse og hele livssituation.

 
 
Undervisningstilbud
CSV Odense 
 
CSV Brangstrup
 
 
 CSV Vestfyn
  
STU-job